Hvad siger andre?

Sunds Gjellerup avis. Værløse, den 14. September 2010.09.13

Stor ros til SØGAARDEN, SUNDS

Vi er netop kommet hjem til Værløse efter en fantastisk weekend i Sunds.

Jeg, som bor i Værløse, havde påtaget mig at arrangere dette års sammenkomst i min familie, som er spredt over det meste af Danmark. Det naturligste for mig ville være at finde et sted i København eller omegn, men da jeg er den eneste af slægten, der holder til på Sjælland, og da jeg er vokset op i Simmelkær sammen med mine 2 søstre, kiggede jeg efter muligheder i det område. Vores forældre flyttede til Sunds på deres ”gamle” dage, og min ene søster bor i Sunds, så det blev stedet, jeg undersøgte nærmere. Søgaarden var jo nærliggende, når nu det, for mig, nostalgiske Sunds Søpavillon ikke eksisterede mere.

Ved et besøg for at se nærmere på restauranten og omgivelserne, fik jeg en god behandling, og også senere, hvor vi har kommunikeret via mail og telefon, har jeg følt mig godt betjent. Det optimale ved stedet var, at der er en campingplads med hytter i forbindelse med restauranten. Ja, men det var ideelt, så stedet blev med stor glæde valgt, og menuen bestemt og bestilt.

Så begyndte mine problemer, idet min familie i Sunds hørte rygter om, at stedet fungerede dårligt, og det hørte jeg flere gange, så jeg mange gange har KONTAKTET Søgaarden for at høre, om der var noget galt. De tog det rigtig pænt, og besvarede høfligt og pænt alle mine spørgsmål og forsikrede mig hver gang, at de kun hørte ros.

Selvfølgelig er man alligevel lidt nervøs, når man ankommer til campingpladsen dagen før.

DEN NERVØSITET KUNNE JEG GODT HAVE EFTERLADT HJEMME - Alt har været perfekt. Vi er blevet supergodt behandlet fra det øjeblik, vi ankom og til det øjeblik, vi forlod stedet.

Vi fik en fantastisk buffet – først med fiskeretter. Det var superflot. Desværre smagte det så godt, at de fleste af os spiste alt for meget fisk, hvilket de allerfleste i den familie elsker. Familiens aner stammer fra Limfjordsegnen, og der har fisk været den generations mest almindelige spise, så det ligger nok i generne, at det med fisk ”hitter”.

Derefter kom der kødretter – både skinke og højrebsfilet, som begge dele blev udskåret ved buffeten. Dertil så meget tilbehør, at man slet ikke magtede at smage det hele. Kødet var så mørt og perfekt stegt, at det nærmest smeltede på tungen, og der var kartofler i flere variationer og flotte, flotte salater. Kun et problem. Maven blev mæt før øjnene.

Til slut blev buffetbordet fyldt med desserter og kager, så både øjne og maver var ved at sprænges.

Jeg tror alle må på kur efter det her.

Det var så flot alt sammen og så smukt arrangeret, og det smagte fantastisk godt.

 

Desuden fik vi en førsteklasses betjening. Vi blev vartet op og passet og nurset og nusset om, som var vi udsendt fra Michelin, og havde vi dog bare været det, for så havde SØGAARDEN da fået mindst 5 stjerner.

Nu er det ikke sådan, at jeg ikke er vant til at komme ud og spise, og noget af det, jeg altid lægger mærke til, når jeg kommer ud er, om man skal bede om vand til maden, og om man skal betale for det. Her kom der vand på bordet – før man vidste – om der ville blive solgt vin (som hver især skulle betale) – og der blev hele tiden sørget for, at der var frisk isvand på bordene.

 

SUPER-SUPER-FLOT betjening og mad. Tusind tak til Søgaarden.

Hvis I ikke har været på SØGAARDEN så find en lejlighed til at arrangere en lille fest, så vil I få en super-oplevelse. Jeg kunne ønske, at de ville kunne fungere som almindelig restaurant, hvor man kunne dumpe ind med familien eller vennerne, om ikke andet så som sommerrestaurant, ligesom i ”gamle” dage.

Karen Sondrup

 

Til Restaurant Søgaarden

Her er plads til din/jeres kommentar - Lad os ligge dine "roser" online og vi kvitter med 2. flasker god vin.